Se de nye årsplaner og tyvstart planlægningen
Med MatematikFessors nye årsplaner finder du fagligt indhold og inspiration til nye emner og opgaver, bevægelsesaktiviteter og meget mere, der kan supplere din daglige matematikundervisning.
Af Morten Rasmussen
Årsplanerne på MatematikFessor er nyttige både for flittige brugere og for de lærere, der kun bruger MatematikFessor til at supplere deres daglige matematikundervisning med.
I løbet af det seneste år har vi produceret nyt indhold til MatematikFessor, der også er blevet en del af de nye årsplaner. Indholdet består både af nye digitale opgaver, PDF-opgaver til print og aktiviteter, der ofte også indeholder bevægelse. Selvom du laver en årsplan i forhold til det bogsystem, du benytter til daglig, så kan det godt give ekstra inspiration at benytte en årsplan på MatematikFessor som supplement til din daglige matematikundervisning.
Nyt indhold i årsplanen for indskoling
Med de nye årsplaner kan du blandt andet prøve disse nye bevægelsesaktiviteter:
- Dart med 1, 10 og 100, hvor eleverne træner værdier i positionssystemet
- Mix og match med 3 ud af 12, hvor eleverne arbejder med dele af en helhed
- Stafet med farv felter, hvor eleverne arbejder med sammenhængen mellem brøker ved at farve figurer.
Prøv også vores matematiske aktiviteter, der tager udgangspunkt i elevernes hverdag:
- Sæt tid på min dag
- Mål ting omkring dig
- Tæl ting omkring dig.
Opmærksomhedspunkterne fra Fælles Mål i indskolingen har blandt andet fokus på måling, så det er også noget, vi fokuserer på hos MatematikFessor. Både i aktiviteterne, som nævnt ovenfor, og i andre dele af årsplanerne.
Blandt PDF’erne ligger der nye opgaver, der har fokus på regnehistorier og faglig læsning.
Nyt indhold i de nye årsplaner for mellemtrin
På mellemtrinnet er der kommet nye aktiviteter, der lader eleverne arbejde med flere svarmuligheder samtidig med, at de er nødt til at gå undersøgende til værks. Rammerne for opgaverne er stadig ret strukturerede, så eleverne har nemt ved at afkode, hvad der skal arbejdes med. Det betyder også, at mulighederne for hvordan der skal arbejdes, er overskuelige for dem. Prøv fx Lav jeres egen 100 generator; Undersøg omregning m og mm; Undersøg at multiplicere og gange med 10, 100 og 1000 og endelig Lav ligninger, hvor x=3.
Du kan nu også prøve aktiviteter til områderne Statistik og sandsynlighed og Geometri og måling:
- Sandsynlighed med kort
- Postløb med sandsynlighed
- Lav selv undersøgelse
- Undersøg rumfang af kasse
- Makkerdyst med rumfang
- Indret klasseværelset med målestok.
Aktiviteterne på MatematikFessor lader ofte eleverne arbejde i makkerpar eller i mindre grupper. Her er kommunikation en nødvendighed, så med disse opgaver vil opmærksomhedspunktet fra Fælles Mål om kommunikation være tilgodeset.
Der er nu også kommet flere PDF’er med i årsplanerne. Til mellemtrinnet ligger der blandt andet problemløsningsopgaver, der har fokus på, at eleverne tilegner sig forskellige strategier til problemløsning. Dette ligger i tråd med opmærksomhedspunktet fra Fælles Mål om at arbejde med forskellige regnestrategier.
I problemløsningsopgaverne kan eleverne både udvikle egne strategier inden for forskellige rammer samtidig med, at strategierne også forbereder dem på forskellige måder at løse matematiske problemer på.
Nyt indhold i de nye årsplaner for udskoling
Videnskonstruktion er et af de nye områder, vi sætter mere fokus på med de nye årsplaner. PDF-opgaverne Viden – Produkt – Præsentation har til formål at understøtte og træne elever i at arbejde med videnskonstruktion. Eleverne skal bearbejde indsamlede informationer og anvende denne viden i nye sammenhænge. Blandt andet ved selv at skabe opgaver, spil, regneregler, aktiviteter og præsentationer, hvor elevernes kommunikative kompetencer bliver bragt i spil.
I udskolingens årsplaner ligger der også nye aktiviteter. Du kan blandt andet finde:
- Stjerneløb med variable
- Lav cylinder med størst muligt rumfang
- Forklar ord med cirklen
- Postløb med kombinatorik
- Undersøg målestok på kort.
Vidensmål – færdighedsmål – læringsmål – fælles mål
Årsplanen består af perioder, der hver især beskæftiger sig med et emne. Når du folder en periode i årsplanen ud, kan du se hvilke kompetenceområder, der bliver arbejdet med og samt hvilke færdighedsmål, vidensmål og læringsmål, der stræbes efter.
De forskellige emner i årsplanen består alle af digitale undervisningsforløb med opgavesæt og lektioner. Der vil til mange af undervisningsforløbene også være tilknyttet aktiviteter og PDF’er, der støtter op om arbejdet med de forskellige emner.
Årsplanerne er opbygget, så de følger en naturlig progression. Men du har selvfølgelig mulighed for at tilpasse forløb og flytte rundt på emner.
Tilret årsplanerne efter behov
Rigtig mange lærere bruger MatematikFessor til at supplere deres daglige undervisning. Det gør de ved at finde egnede digitale opgaver, som matcher de emner, de arbejder med i deres bogsystem. De leder også efter aktiviteter, der understøtter indholdet i bøgerne, og de finder ekstra opgaver, der kan printes blandt vores mange PDF-opgaver. Med årsplanerne kan du skyde genvej til det relevante materiale ved at tilrettelægge en årsplan, der følger dit bogsystem.
Årsplanerne på MatematikFessor kan du også bruge selvstændigt. Enten som det primære undervisningsmateriale eller som emner, du arbejder med adskilt fra det almindelige bogsystem. I det tilfælde vil der kun være brug for mindre justeringer fx i forbindelse med temauger på din skole.
Hvis du kun vil bruge årsplanen til at supplere med, skal meget af indholdet sorteres fra. Til gengæld får du på en nem måde præsenteret aktiviteter og opgaver, der kan understøtte din undervisning i de forskellige emner.