Hva’ mener lærerne om …

… at undervise i it og kodning i skolen? Mød nogle matematiklærere, der var på kursus i kodning, og hør deres mening om, hvorvidt kodning er en god idé at lade indgå i den daglige undervisning.

 

I sidste uge bragte vi et interview med Jakob Damgaard Laursen, der brænder for matematik og kodning, og synes, at det vil være naturligt at lade kodning indgå som en del af undervisningen i matematik i skolen. Jakob holdt et 3-timers kurser i kodning for godt 20 lærere hos MatematikFessor i Vanløse. Nogle deltagere kom af nysgerrighed, andre af interesse. Men alle syntes at være åbne over for at lade it indgå på en eller anden måde i deres undervisning.

Hør nogle kursusdeltagere fortælle, hvad de synes om kodning som fag eller emne i skolen, og hvad de fik ud af at prøve kræfter med det gratis online program Scratch.

Fint at starte helt tidligt i skoleforløbet

Berit Egholm er matematiklærer på Lyngholmskolen i Furesø Kommune. Berit har en 5. klasse og mener ikke, det er spor for tidligt at introducere eleverne til kodning – tværtimod:

– Vi starter allerede i 1. og 2. klasse, når vi laver labyrinter på gulvet, hvor vi har nogle kort med Scratch-koder, de skal lægge sammen og bevæge sig efter. Hvis de træner kodningen bag, at de selv eller en mus rykker frem og tilbage og drejer 90 grader, træner de også ubevidst matematiske kompetencer og grundbegreber som op og ned, højre og venstre. Eleverne lærer problemløsning, analytisk tænkning, afstandsmåling, samarbejde og meget andet. Så jeg kan sagtens forestille mig, at vi lader kodning indgå lidt mere systematisk i den daglige undervisning. Det, vi har lavet nu på det her kursus, er jeg selv i stand til at gå hjem og sætte i gang med min 5. klasse. Det ser forholdsvist tilforladeligt ud, og det jeg ikke kan finde ud af, det kan eleverne helt sikkert finde ud af!

Naturligt at kodning indgår i de naturfaglige fag

Mikkel Andersen er matematiklærer på Bækkegårdsskolen i Ølstykke ved Frederikssund. Han siger:

– Jeg synes, det er supervigtigt og meget relevant, at børn lærer lidt om kodning – og rigtig godt med det her kursus. Jeg kan rigeligt gå videre med programmet og introducere det til min 4. klasse. It og kodning kommer til at fylde mere og mere og kan ikke undgå også at blive en del af undervisningen i de naturfaglige fag, og her ser jeg da en god sammenhæng til faget matematik.

Alle skal kunne være med – på deres niveau

På spørgsmålet, om man ikke hægter nogle elever af, fordi de skal kunne så farligt meget, svarer Berit:

– Jo, hvis vi stiller krav om, at alle skal lære rigtig meget. Det synes jeg ikke, de skal, men det er naturligt, at alle børn i dag skal have et vist grundkendskab og også skal have mulighed for at se, hvad kodning kan, fordi det er så stor en del af både deres egen verden og verden i almindelighed.

Matematiklærer Kristian Hjuler fra Frydenhøjskolen i Hvidovre er enig og supplerer:

– Vi skal have alle med, men der er masser af muligheder for at åbne op, så børnene selv kan gå i forskellige retninger og ud fra hver deres niveau kan udvikle det, de gerne vil. Selve problemløsningsdelen er den samme, om du programmerer med Lego i de mindre klasser eller programmerer en robot eller et spil. Det er de samme problematikker og matematikfaglige ting, man kan putte ind under kodning. Jeg tænker ikke, at børnene skal være kodningshajer, men at de skal kunne forstå tingene og kunne gå systematisk til dem. Og det synes jeg godt, vi lærere kan hjælpe dem til, lyder det fra Kristian.

Mikkel har denne kommentar:

– Som lærer kunne jeg godt være interesseret i flere kurser, for det kræver en del at sidde og rode med selv. Og jeg vil gerne have det forkromede overblik, når jeg underviser.

Man bliver nødt til bare at kaste sig ud i det

Underviser Jakob kan godt forstå, at lærerne gerne vil have ”det forkromede overblik”, men det er tiderne ikke rigtig til.

– Nogle lærere føler måske, at de skal opfylde nogle mål, og at de er nødt til at have en fagbog at holde sig til for at være sikre på, at målene bliver overholdt. Hvis bare alle lærere tør kaste sig ud i teknologi-undervisningen, er vi kommet rigtig langt. For der kommer ikke nogle eksperter ud på alle skoler og i de enkelte klasser, og selvom du bliver ekspert i et program, kan du ikke følge med, for teknologien udvikler sig så sindssygt stærkt. Det er derfor, man bliver nødt til bare at kaste sig ud i det. Men her er det vigtigt, at programmet er nemt og intuitivt at gå til, siger Jakob og tilføjer:

– Jeg synes, lærerne er gode til at finde overskud. Men der er nok ingen tvivl om, at der med den nye skolereform måske er mindre tid til at turde, fordi man har en masse ting og mål, man skal nå og opfylde. Ikke desto mindre vil jeg gerne opfordre lærerne til bare at kaste sig ud i teknologi-undervisningen.

Recent Posts

Start typing and press Enter to search