MatematikFessor hitter i undervisningen

Mød Rico Christensen. Han er gået all-in på digital undervisning i matematiktimerne i sine to 7. klasser. Det har gjort livet lettere for ham selv og har løftet elevernes regnefærdigheder markant.

 

I 7. klasserne på Frydenhøjskolen har lærerne droppet lærebøgerne og er gået all-in digitalt i matematiktimerne 

Det skal være sjovt at lære matematik, for det motiverer til at blive bedre. Det har eleverne i de tre 7. klasser på Frydenhøjskolen oplevet det seneste halve års tid. De er kommet til at elske at træne tal med den digitale læringsportal MatematikFessor. Men ikke kun eleverne er glade for at arbejde i det digitale univers. Det er lærerne også. Siden skoleårets start har Louise Mejlholm og Rico Christensen integreret den digitale ”Fessor” i matematikundervisningen så meget, at lærebøgerne er lagt på hylden i den daglige undervisning. Det digitale univers har indtaget de to læreres klasseværelser.

Når det er sjovt at træne tal, kører det for eleverne

– Eleverne er begejstrede for at lave matematik med ”Fessor” på deres tablet eller smartphone. Jeg har som lærer oplevet en markant anden motivation hos eleverne. De elsker SuperTræneren, hvor de igen og igen øver det samme, men opfatter det som gode faglige udfordringer, fordi de får så mange forskellige opgaver. Det synes de er sjovt, fortæller Rico, og tilføjer:

– Vi har ændret hele måden, vi arbejder på. Vi er gået all-in digitalt med undervisningen. Den enkelte elev løser opgaver i det digitale univers på lige netop det niveau, han eller hun er, og alle gør fremskridt relativt til sig selv. Eleverne er rigtig gode til at holde fokus på at regne opgaver og træne. Siden vi gik over til at lade eleverne arbejde digitalt, er deres generelle regnefærdigheder steget markant. Det er ellers noget, der har haltet.

 

Det giver mindre stress at arbejde på den her måde.

 

Det digitale univers kommer rundt om årets pensum

Men hvordan kan man undvære matematikbogen, når pensum for året skal overholdes? Det er ifølge Louise Mejlholm ikke noget problem.

– Vi skal naturligvis sørge for, at eleverne lærer pensum for året. Men i takt med, at vi som lærere har fået bedre og bedre indsigt i den digitale portals muligheder, faciliteter og værktøjer, var det oplagt at bruge MatematikFessors årsplan som rammen for årets undervisning. Den kommer rundt om alle emner. Og der er masser af spørgsmål og opgaver på alle niveauer. Eleverne er især glade for portalens mange videoer, hvor ”Fessor” tegner og forklarer, siger Louise.

Selvkørende elever frigiver tid

Både Rico og Louise oplever, at det digitale univers gør de fleste børn selvkørende. Systemet retter opgaver automatisk, giver feedback til eleverne, og lærerne kan trække evalueringer direkte. Det sparer tid og giver et hurtigt overblik over, hvad den enkelte elev kan og gør af fremskridt.

– Som lærer får jeg frigivet ressourcer i timerne, så jeg når ud til alle flere gange – især til dem, der har svært ved det. Jeg føler, jeg kan favne meget mere. Det giver mindre stress at arbejde på den her måde. Både elever og lærere vinder ved det, siger Rico.

Recent Posts

Start typing and press Enter to search