Få alle med – skyd genvej med Fessor
Få Fessor til at hjælpe dig med at få dine elever med særlige udfordringer og behov til at gøre noget ved matematikken. Mød Trine Wiboe og hør hende fortælle, hvorfor og hvordan Fessors digitale univers virker motiverende på hendes elever.
Af Elisabeth Holst
Trine Wiboe underviser på en specialskole, hvor elevernes faglige udfordringer er store og meget forskellige. Men det oplever du som matematiklærer sikkert også i en ”normal” klasse, hvor du skal inkludere børn med autisme eller ADHD i mindre grad. De børn hjælper Fessors univers godt på vej, og som lærer kan du derfor skyde genvej til at få dine udfordrede elever på niveau med resten af klassen.
Her fortæller Trine Wiboe, hvordan hun arbejder med Fessors digitale univers, og hvorfor det virker motiverende på hendes særligt udfordrede elever.
– MatematikFessor kan en hulens masse. Mulighederne er mange – ikke mindst ud mod vores gruppe af børn med særlige behov, fortæller Trine Wiboe, der er matematiklærer på Firkløverskolen i Mørke – en specialskole i Randers Kommune. Eleverne på skolen har typisk Autisme Spektrum Forstyrrelser eller ADHD.
Fessor camouflerer elevens niveau
I de senere år har Trine undervist eleverne på mellemtrinnet. De elever, der rent fagligt ikke er på et alderssvarende niveau, har det tit skidt med det. Her kommer Fessor eleverne til hjælp.
– Eleverne på mellemtrinnet er dér, hvor de synes, det er fantastisk at få medaljer og stige i levels – ikke kun de yngste af vores elever, men også dem, der rent kognitivt ikke er så langt, bliver motiveret af konkurrenceelementet på Fessor, fortæller Trine Wiboe og tilføjer:
– MatematikFessor gør det nemt at camouflere elevernes niveau. Jeg kan godt få en 5. klasses elev til at arbejde på 2. klasses trin, hvis det er dér, de faglige huller ligger. På den måde føler eleverne sig ikke udstillet, for jeg kan arbejde med emner meget under niveau, uden at de opdager det. Nogle af eleverne har det lidt med at låse sig fast på ”tallet” for deres alder eller klassetrin, men det vigtigste er jo, at de får opgaver på eget niveau og udvikler sig derfra.
MatematikFessor gør det nemt at camouflere elevernes niveau, så de ikke føler sig udstillet.
Og så tiltaler det elever med særlige udfordringer og behov, at de får hurtig feedback, kan se forklarende videoer og få læst opgaverne op. Om det siger Trine:
– Eleverne laver nogle opgaver, afleverer dem og bum!, så får de resultaterne – 8 ud af 20 rigtige, og jeg kan så ud fra det gå tilbage og arbejde videre med eleverne. Videoerne med Fessor har de det også godt med. Fessors stille, monotone snak giver forklaringerne på samme kendte måde hver gang, og det virker trygt og godt. Autister og ADHD-børn har det generelt med at lade sig aflede af de mindste ting – mit hår, mit tøj, min parfume, af at jeg forklarer lidt forskelligt osv. Oplæsningsfunktionen er der også mange af vores elever, der bruger flittigt – så de ikke går i stå, selv om de ofte har svært ved at læse.
Fessors stille, monotone snak giver forklaringerne på samme kendte måde hver gang, og det virker trygt og godt.
Et socialt trygt sted uden larm
– Børnene oplever portalens digitale univers som et socialt trygt sted at være, fordi der ingen ”larm” er på siden, og fordi de ikke bliver forstyrret af ”det sociale fællesskab”.
– Der er generelt ikke så meget ”larm” på siden. Heller ingen visuelle forstyrrelser, og det er rigtig godt ved Fessor. For larm i det digitale univers og den fysiske verden er ikke godt for disse børn. Flere af vores elever har svært ved at sidde i et fælles forum, så den fysiske indretning her på skolen giver dem mulighed for at gå ind i deres eget rum ved siden af. Når de arbejder med Fessor, kan jeg let følge med. Jeg kan lægge 6-7 opgavesæt til en elev. Han går for sig selv, arbejder i ro og fred og går ikke kold. Ingen larmer eller distraherer, og han stikker bare hovedet ud, når han har brug for mig, siger Trine Wiboe.
Der er generelt ikke så meget ”larm” på siden. Heller ingen visuelle forstyrrelser, og det er rigtig godt ved Fessor.