Få bedre indblik i dine elevers begrebsopfattelser
Hvorfor har nogle elever svært ved algebra og ligninger? Det er ét af de spørgsmål, ph.d.-studerende Morten Elkjær arbejder med. I samarbejde med EduLab prøver han at forstå elevernes læringsvanskeligheder.
Mange skoleelever har udfordringer med matematik, og årsagerne kan være mange. Når det gælder ligninger, har nogle elever fx en forkert opfattelse af selve lighedstegnet. Det gør måske ikke noget, når de løser én slags opgaver, men det kan blive et problem, når opgaverne stilles på en lidt anden måde.
“For dig, mig og de fleste andre betyder lighedstegnet, at de størrelser, der står på hver side, har den samme værdi. Men det er ikke alle elever, der ser lighedstegnet på den måde”, siger Morten Elkjær. “Nogle elever opfatter lighedstegnet som en operator. Lighedstegnet laver noget om til noget andet eller fungerer som en indikator på, at noget skal regnes ud, og at svaret skal angives lige efter lighedstegnet.”
Her er et eksempel på den forkerte opfattelse af lighedstegnet:
Elever med en operationel forståelse af lighedstegnet kan løse opgaven: 1 + 2 = __ . Her bliver regnestykket (1 + 2) lavet om til resultatet (3). Et vist stykke hen ad vejen kan eleven altså godt klare sig med denne opfattelse. Men eleven får problemer med denne opgave: 3 + 2 = __ + 1. |
Der findes mange fejlopfattelser som dette eksempel, og mange af dem kan godt være forenelige med, at eleven klarer sig fint og kan løse de fleste af sine opgaver.
Test og rettevejledninger, som støtter op om formativ evaluering
Som forsker i matematikdidaktik er det ikke svært at finde litteratur, der handler om, hvad eleverne ‘fejler’. Derimod er det lidt sværere at finde noget om, hvad man skal gøre ved det.
Det er svært at ændre en elevs begrebsopfattelse radikalt, og det er ikke rart for en elev at blive konfronteret med det fejlagtige i begrebsopfattelsen, men det er nødvendigt. Derfor er det også vigtigt, at læreren ved, hvordan eleven tænker om et begreb, for at kunne hjælpe eleven videre.
Som en hjælp til dig som lærer har Morten Elkjær i forbindelse med sin ph.d.-afhandling udarbejdet tre test, som ligger tilgængelige på MatematikFessor. Når du er logget ind, kan du finde dem ved at søge på Formativ test. Til hver test ligger en udførlig rettevejledning, der hjælper dig med at bruge testen formativt. Formativ evaluering indkapsler for Morten Elkjær det at være lærer. Hvis ikke du ved, hvor dine elever er kognitivt, er det meget svært at hjælpe dem videre.
Brug testene og rettevejledningen i din undervisning, og få et bedre indblik i dine elevers begrebsopfattelser. Har du tanker om formativ evaluering, som du tænker Morten kunne have interesse i, så del dem gerne med ham på [email protected].