Lær dine elever at afkode tekster med matematisk indhold

Læsning hører også hjemme i matematikundervisningen. Med MatematikFessors ”Læs–Tænk–Regn”-materialer bliver dine elever klædt på til at afkode tekster med matematisk indhold.

Af Morten Rasmussen

Når matematik bliver konkret, bliver den også vedkommende. Men der ligger en stor udfordring for eleverne i at læse tekster fra ”den virkelige verden” med et matematisk fokus. For hvilke tal og oplysninger er det, eleverne skal bruge for at omsætte en tekst til matematik og ny viden? Det er ikke altid indlysende for eleverne. Derfor skal de introduceres gradvist til disciplinen faglig læsning – og det hjælper ”Læs–Tænk–Regn”-opgaverne på MatematikFessor med.

I menupunktet indhold finder du ”Læs-Tænk-Regn”-opgaverne under PDF-opgaver.

Tag en snak med teksten

I Undervisningsministeriets vejledning til Matematik er det i afsnittet ”sproglig udvikling” præciseret, at eleverne skal udvikle færdigheder i at afkode og læse matematiske problemstillinger.

Med ”Læs-Tænk-Regn” bliver eleverne langsomt klædt på til at arbejde med matematikholdige tekster. Først og fremmest skal de lære at plukke de relevante oplysninger ud. Derefter skal de tage stilling til, hvordan de oplysninger skal behandles for at få ny viden ud af teksten. I indskolingen er opgaverne i ”Læs-Tænk-Regn” enkle og indeholder få detaljer – men historie nok til at eleverne kan forstå konteksten. Det kan være en god ide at lære dem at snakke med opgaven. De må gerne snakke højt undervejs og kan eventuelt tale med teksten to og to. Det kræver en vis grad af mod fra elevernes side at spille den rolle, som teksten kræver, men du kan jo starte med at illustrere, hvordan det skal gøres.

matematikfessor_pdf_indskolingen

Hej Tekst, hvad handler du om? Jeg handler om en professor, der skal bage boller.
Hvem skal han bage boller til? Det ved jeg ikke.
Er der nogen tal i teksten? Hvilke? Han skal bage 6 rækker med 5 boller i hver række.
Hvor mange boller bager han? Det må du tegne og tælle. Eller måske du kan regne det ved at tælle seks frem fem gange.
Hvordan placerer han bollerne på bagepladen? Fessoren laver fem rækker på en bageplade. Der er seks boller i hver række.

Snak om opgaverne i fællesskab, så alle elevers forforståelse er aktiveret. Det er også i en klassesnak, at eleverne kan hjælpe hinanden til at få erfaring med, hvad de førfaglige ord og udtryk kan oversættes til i matematikken.

Opgavernes opbygning

De forskellige opgaver i Læs-Tænk-Regn er alle opbygget med afsæt i det enkelte klassetrin. Elever, der enten ligger over eller under niveauet for klassetrinnet, kan arbejde med andre opgaver end resten af klassen. Alle opgaver i Læs-Tænk-Regn tager højde for at:

  • LIX-tallet rammer klassetrinnet
  • teksten indeholder en kort historie
  • opgaverne er virkelighedsnære
  • der er et felt til tegning og udregning.

Med afsæt i historierne fra Læs-Tænk-Regn kan klassen i fællesskab lave nye historier, hvor Fessor fx bager tre plader boller med seks rækker á fem boller. I den fælles snak vil det være oplagt at fokusere på de forskellige strategier eleverne anvender for at nå frem til et resultat.

Det kan godt betale sig at arbejde målrettet med sproget. Og der er heller ikke noget i vejen for, at eleverne allerede nu begynder at arbejde med ordkendskabskort.

Du kan finde ordkendskabskort og en vejledning til brugen her.

Læs mere om Læs-Tænk-Regn på FessorsForum.

God fornøjelse!

Recent Posts

Start typing and press Enter to search