MatematikBoost får eleverne til at rykke
Op til afgangsprøven i matematik kørte Århus Privatskole et 3-ugers intensivt forløb i matematik sammen med den digitale læringsportal MatematikFessor. Test både før og efter forløbet viser faglig fremgang på i snit 7 procentpoint.
Af Elisabeth Holst
9. klasserne har netop lagt de skriftlige afgangsprøver bag sig. Også den i matematik, som mange elever frygter – både dem, der er gode til matematik og dem, der har knap så let ved faget. Derfor besluttede skoleleder på Århus Privatskole, Anne Vibeke Hilmer Lassen, sig for at gøre en ekstra indsats for at give alle i 9. klasse noget ekstra for at komme fagligt og trygt gennem folkeskolens afgangsprøve i matematik. Hun fortæller:
– Vi har over en længere periode selv kørt nogle boostforløb i dansk og matematik. Det har primært været for de elever, der har faglige udfordringer, og så syntes vi, det var meget interessant at se, hvordan det ville virke på en hel klasse. Det giver os som skole en faglig tilfredshed, at vi har gjort noget ekstra for at klæde alle elever bedst muligt på til deres afgangseksamen.
Test før og efter løfter fagligt og motiverer
Det 3-ugers MatematikBoost blev gennemført i tæt samarbejde mellem Århus Privatskole og en konsulent fra MatematikFessor. Eleverne bliver testet før og efter, så man kan måle udviklingen, og skolelederen lægger ikke skjul på sine forventninger.
– Selvfølgelig forventer jeg, at eleverne rykker sig, men for mig er det vigtigste, at eleverne bliver motiveret og føler sig mere trygge og sikre. De individuelt tilrettelagte forløb med tilhørende træningsopgaver og test før og efter har vist dem, hvor meget de kan flytte sig ved bevidst at arbejde med det, der kan føles svært. Det er utroligt, at man på så kort tid kan give eleverne noget intensivt, og at de så viderefører det. Det håber jeg også, de kan bruge i andre faglige og menneskelige sammenhænge, lyder det fra Anne Vibeke Hilmer Lassen, der samlet set runder forløbet således af:
– Det bedste ved forløbet har været at mærke den glæde, eleverne har fået for faget. Deres motivation er steget markant.
Individuelle læringsforløb giver evidens for fremskridt
Matematiklærer Lars Lodahl Koch Krejberg har haft store forventninger til det tre ugers skarpe matematikfokus med individuelt designede forløb til den enkelte elev. Han fortæller om forløbet:
– Eleverne har fået trænet masser af færdighed, problemregning og mundtlig matematik. Det har gjort dem mere skarpe på de matematiske begreber. Det bedste har været de individuelle læringsforløb, fordi eleverne har trænet præcist den del af stoffet, hvor de har udfordringer. MatematikFessor har været en god hjælp til selvhjælp, fordi eleverne kan aktivere en forklarende hjælpevideo, der går specifikt på den opgave, de lige sidder med. Samtidig har de kunnet hente hjælp både hos mig og konsulenten fra MatematikFessor, der har været med som underviser i tre dobbeltlektioner.
Selv lærte matematiklæreren også en masse af forløbet:
– Det med at få nogle grafer og data på, hvem der får lavet hvilke og hvor mange opgaver, giver mig et rigtig godt billede af, hvem jeg skal tage fat i og have en ekstra snak med. De individuelle forløb viser mig ret specifikt, hvor de hver især har deres faglige huller. Eleverne har gjort en stor indsats, og det tror jeg skyldes, at de har fået deres helt eget læringsforløb. Eleverne har fået nogle værktøjer, hvor de har kunnet se, at de faktisk kan nå rigtig langt på vilje og ved hårdt arbejde, fortæller Lars Lodahl Koch Krejberg.
Passende udfordringer gør sikker
Eleverne har fået opgaver på det niveau, de er – ikke dér, hvor de måske burde være. Og det har givet dem nogle gode oplevelser. Laura har været glad for at få opgaver i lige præcis det, hun har svært ved, og Isabella forstod mere og mere i takt med, at opgaverne blev sværere. Sofus synes ikke, han er en haj til faget. Han fortæller:
– Jeg er ikke så god til matematik. Jeg synes, det var svært, men jeg synes, jeg er blevet bedre til det efter det her forløb. Jeg kan forstå udsagnene lidt bedre. Det var tilpasset mit niveau rigtig meget og gav mig faktisk ret store udfordringer. Jeg føler mig mere sikker til den mundtlige prøve og er ikke så bange og nervøs for det mere.
I år skal 9. klasse også op i mundtlig matematik, og selv en dygtig elev som Mads, der synes, at de ekstra opgaver var nemme, siger:
– Jeg føler mig mere sikker og har nok også lidt mere selvtillid efter det her forløb. Det er godt, fordi vi også skal op i mundtlig matematik.
VIDEO – Se og hør også, hvad matematiklæreren og eleverne fik ud af MatematikBoost-forløbet.
Faktaboks
3-ugers MatematikBoost viser fremgang på i snit 7 procentpoint
Post-test efter 3-ugers MatBoost viste en gennemsnitlig fremgang på 7 procentpoint i rigtige opgavebesvarelser. Forskellen mellem pre-test og post-test spændte fra 0 til 24 procentpoint. Set over et forløb på kun 3 uger er der generelt tale om en markant fremgang.
En enkelt elev tegnede sig for 24 procentpoints fremgang. En del elever havde 18, 16 og 12 procentpoints fremgang. 3 elever rykkede sig ikke og 3 elever gik 2 eller 4 procentpoint tilbage. Af dem havde én 100 pct. rigtig i pre-testen, en anden 94 pct. rigtig i pre-testen, og så kan det være svært at gøre det bedre. Den sidste gik fra 64 pct. til 60 pct. rigtige. Blot en enkelt fejl betyder tilbagegang.
70,8 pct. af eleverne følte, at de var blevet bedre til matematik, og 12,5 pct. syntes, at de generelt var blevet gladere for matematik.