Matematik – min passion
MatematikFessors grundlægger brænder for at formidle matematik – noget han deler med rigtig mange dygtige lærere. Når lysten til faget trives, følger læringen ufatteligt ofte med.
Manden bag MatematikFessor, Kasper Holst Hansen, brænder for matematikken og har gjort det til sin vision, at han vil gøre verdens børn bedre til matematik. Det blev starten på udviklingen af MatematikFessor, der blev lanceret tilbage i 2010.
Kasper fortæller:
– Lærere har et kæmpe ansvar. Vi husker alle den lærer, der gjorde et stort indtryk på os og gav os noget, vi har taget med os videre ud i livet. Jeg er så heldig fortsat at møde mange lærere på min vej i mit professionelle virke. Når jeg får lov til at være en del af den matematiske undervisning i en længere periode, f.eks. i en kommune, ser jeg, hvordan lærernes kreativitet og åbne sind er hovedingrediensen i at begejstre eleverne og motivere dem fagligt. Og når lysten til faget trives, følger læringen ufatteligt ofte med.
– Når jeg spiller med på sidelinjen, er mit udgangspunkt et IT-teknisk perspektiv. Og det rammer ned midt i en af mine gamle teser: De nye IT-redskaber er ikke en substitut for læreren. De skal derimod være accelerator for lærerens aktiviteter. Det har alle dage været mit udgangspunkt for at udvikle IT til den danske skoleverden.
– Efterhånden kan det kræve en mindre tidsmæssig investering at komme godt i gang med et effektivt digitalt redskab, og pointen herfra er, at det er det hele værd. I mit daglige virke har jeg masser af digitale redskaber, der sparer mig tid og øger min effektivitet og spændvidde. Jeg har naturligvis betalt for dem og investeret adskillige timer i at blive god til at bruge dem. Og jeg får i dag daglige afkast af investeringerne.
– Der er mange gøremål for nutidens lærere. Mange undervisningstimer og adskillige interessenter, der ofte og gerne giver deres mening til kende. Derfor kaster det enorm respekt af sig, at I hele tiden har fokus på eleverne og på deres udbytte af skolegangen. Derfor tager vi jer absolut alvorligt, når I henvender jer til os med forslag til forbedringer eller ligefrem har lyst til at påvirke udviklingen af de digitale ressourcer. For vi forstår til fulde, at I er nøglen til vores fælles succes.